Død pga politisk korrekthed

Overvægtig kvinde slynget ud af rutchebane - kontrolløren turde ikke sige, at hun var for fed

En ulykke med dødelig udgang kunne have været undgået.

I Beauvais i Frankrig blev en 35-årig kvinde slynget ud af en lille bil i en forlystelsespark, som hun befandt sig i sammen med sin kæreste.

Denne forlystelse har tidligere været årsag til to andre dødsfald, og sikkerhedsreglerne var derfor blevet strammet. Fx må børn ikke køre i den alene, og den er også ulovlig for folk over 2 meter.

Og så er den ikke tilrådet stærkt overvægtige personer.

Problemet er bare, at personalet ikke tør afvise folk med den begrundelse. Denne gang kostede en sådan politisk korrekthed livet af en ung kvinde. Kontrolløren vil sandsynligvis blive dømt, men er vi ikke alle skyld i den samme forbrydelse?

Fornyligt talte jeg med en hollandsk ven (med marokkanske forældre) om racisme. Det havde han prøvet en del af. Han fortalte begejstret om en stand-up komiker, Chris Rocks, som havde brugt ti minutter på at tale om racisme, og hvorfor folk var racister.

Jeg sagde, at en fransk komiker, Coluche (som ikke var racist i øvrigt), i en sketch havde sagt, at han var racist, fordi der var langt flere racister i Frankrig end arabere.

Samme Coluche sagde også, at så længe man ikke kunne kalde en araber eller en sort for en nar, så var der racisme.

Bare se filmen Die Hard 3, hvor Bruce Willis' person skal til at kalde Samuel L. Jacksons person for en idiot, og sidstnævnte siger: Ah, der kan du se! Du skulle til at kalde mig en nigger! Hvortil Bruce svarer: Nej, jeg skulle til at kalde dig for en idiot!

På samme måde er fede mennesker ikke fede. De er "store", "overvægtige", "godt polstrede", "har smilehuller" osv. osv.

Vi smyger os som katten om den varme grød rundt om sandheden, fordi vi er bange for, at den sårer.

Men en fed kvinde ved godt, at hun er fed. Det er rent faktisk bare ydmygende, hvis folk benægter dette åbenlyse faktum.

Så sig dog "FED", mand!

Hvis det koster nogle sårede følelser, så er det bare ærgerligt. Måske skulle den sårede person så arbejde lidt på enten at gøre noget ved sin fedme eller sit sind, der ikke tåler at få sandheden at vide.

Sårede følelser ER til at overleve.

Det samme er trist nok ikke tilfældet for den fede kvinde, der lukkede sikkerhedsmekanismen under sin store vom, og derfor blev slynget ud af bilen i rutchebanen og blev dræbt på stedet.

Hypnose - jeg hypnotiserede kassemedarbejderen

Hypnose er ikke nødvendigvis noget med at svinge et pendul frem og tilbage og sige til folk: "Du føler dig søvnig, du er søvnig, du er nu helt i min magt."

Nej, der er meget finere måder at gøre det på med ord og handlinger, og offeret vil ikke nødvendigvis vide, at han/hun er i hypnose.

Du har måske set Darren Brown betale for selv dyre varer med blanke papirsedler? Hans ofre sov ikke. De var lysvågne. Men de troede, at de tog imod penge, og så var det virkelighed for dem.

Her til aften skulle jeg lige et lille ærinde i supermarkedet, fordi vi manglede rød peber. To. Og tomater.

På vej derhen tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne købe den lille gave, jeg havde tænkt mig til min mand. Han kan godt lide en gin i ny og næ.

Sidst på måneden, så kostpengene var vist brugt op, men jeg havde 20 euro (ca. 150 kr.) tilbage af mine lommepenge.

Da jeg kom op til kassen, opdagede jeg, at der faktisk var en del penge i kostpenge-pungen. Det ville gøre det lettere for mig, fordi så kunne jeg betale gin'en (11,36) med min 20'er og betale maden for sig (knap 3 euro) med kostpengene.

Bær over med mig med detaljerne her, men de er vigtige. Jeg tjekkede nemlig i min pung og så, at jeg også havde en 2 euro, altså i min pung, så hvis jeg gav både den mønt og 20'eren, så ville jeg ikke få så mange småpenge retur.

Kassemanden registrerede gin'en og spurgte, om det ikke også var mine varer bagefter? Jo, svarede jeg, men de skulle for sig, og at det var godt observeret.

- 11,36, sagde han så og kiggede den anden vej.

- Værsgo', svarede jeg og kiggede ham direkte i øjnene og fortsatte: "Jeg har forberedt alt.", og så gav jeg ham de 22 euro.

Han blev lidt forbavset, men tog imod pengene, lagde dem i kassen og gav mig 0,64 tilbage.

- Ehm, sagde jeg som blev lidt i tvivl, men kun lidt først. "Det var en 20 euro-seddel, jeg gav."

For at gøre en lang historie lidt kortere, så var han helt sikker på, at jeg havde givet ham 12. Han kunne huske det, sagde han.

Jeg kom lidt i tvivl. Måske havde jeg taget fejl. Jeg havde vist ikke kigget nærmere på sedlen, vel? Det kunne have været en 10'er.

Så slog han tomater og peberfrugter ind. Det blev 2,91. Det havde jeg næsten, men ikke helt, så han fik 4,01.

Igen spurgte jeg ham: Er De sikker?

Ja, det var han. Helt sikker.

Hjemme igen talte jeg indholdet af min pung. Jeg vidste præcist, hvad jeg havde haft og de fire ting, jeg tidligere havde brugt penge til. Jeg regnede og kom frem til, at jeg burde have haft 11,79 i pungen nu, og der manglede præcist 10 euro.

Så jeg ringede hen i supermarkedet. De fik kassen talt op, og en meget ulykkelig kassemand ringede til mig for at undskylde. Det var aldrig sket før, sagde han.

Min fejl. Jeg gav ham hypnotiske budskaber og et chok (overraskelse), og det var nok.

Næste gang prøver jeg med for lidt penge ;-) (Nah ... nok ikke!)

Drop krisehjælp - spil Tetris

Krisehjælp koster dyrt, og efterhånden er der flere og flere, der skal have det - på samfundets regning, naturligvis. For nyligt hørte jeg, at nogle danske soldater skulle have krisehjælp, fordi de havde været udsat for et væbnet røveri. Hvis det ikke var så tragisk, så var det morsomt. Tænk, hvis staklerne kom i krig. Arbejdsløsheden blandt psykologer ville i hvert fald totalt kunne afskrive. Nå, nok rant, til fakta.

For nyligt har man fundet ud af, at ved at lade en person, som netop har været udsat for noget traumatisk, spille Tetris, hvilket kræver en hel del hjernevirksomhed, så bliver der ikke plads til at lagre de traumatiske oplevelser. Problemet er, at det skal ske umiddelbart efter oplevelsen for at virke.

Rent samfundsmæssigt ville det måske være billigere at udstyre hver borger med et Tetris-spil?

http://www.telegraph.co.uk/scienceandtechnology/science/sciencenews/4142908/Playing-the-video-game-Tetris-could-reduce-trauma-claim-Oxford-University.html

Luksusproblemer frarøver midler fra psykisk syge

Min mand blev kontaktet af en mand, der gerne ville redde sit ægteskab. Men han var ikke interesseret i en psykoterapeut. Kun en psykiater, fordi, som han skrev, hvis man går til en psykiater, så koster det ikke penge.

Nej, det koster ikke manden penge. Direkte. Men det koster samfundet penge, for psykiateren gør ikke sit arbejde gratis.

I et andet tilfælde gik en mand til psykiater, betalt af det offentlige (også dette tilfælde handler om Frankrig, men der er vist ikke så stor forskel) i 37 år! For depression.

Imens er der ikke penge til de alvorligt psykisk syge, som det oprindeligt var meningen skulle kunne få hjælp. Det var derfor - og ikke på grund af folks luksusproblemer - at man ikke skulle betale for at gå til psykiater.

Måske var det på tide at lave systemet om, så det igen kom de svageste til gode?

Tillid - uden grund?

Tillid er en pudsig ting. Du kan kende folk i årevis uden at have tillid til dem, og så kan du finde nogen via nettet, som du har tillid til omgående.

Hvad er det, der afgør forskellen?

Jeg oplever af og til, at folk fortæller mig intime detaljer om deres liv, som de måske aldrig har fortalt til nogen før, og det efter at have kendt dem i nogle få minutter. Men tilliden er skabt inden. De har læst det jeg eller min mand har skrevet, og de føler, at de kan stole på os. De har måske brug for hjælp og ved ikke, hvem de ellers skal tale med.

Tilliden bliver ikke misbrugt hos os, men hvordan kan man egentlig vide det? Intuition? Eller bare desperation? For NU har man brug for at tale med nogen?

Selvmord på internettet - en ung pige fra vores by undslipper

En person skriver på forum: Dette er kun for at efterlade et spor efter det, jeg har tænkt mig at gøre. Jeg er en dreng på 15, for fed for min alder, forelsket, og uden mange venner. Jeg har besluttet at tage mig af dage i morgen [...] ved at hoppe ud fra taget af min bygning for at være sikker på at afgå ved døden.

En anden, måske en moderator, svarer lidt senere: Gør det ikke.

Men forgæves. Intet nyt fra drengen. Ingen ved, om han har gjort alvor af sin selvmordstrussel eller ej.

I Frankrig er der massevis af forummer, der handler om selvmord. Hvordan man udfører det, så man lider mindst og ser pænest ud efter døden, og hvor man støtter hinanden i foretagenet, eller prøver at forhindre det.

Nogle forummer er uden moderator, andre med.

I sidste uge var tre unge piger (en fra vores by, Tours, på 19 år, de to andre fra Bretagne (22 år) og Lille (23 år) blevet enige om at begå selvmord. De havde mødt hinanden på et forum, der handlede om selvmord.

Pigerne kørte ud i en skov, tog noget medicin og ledte udstødningsgassen ind i bilen. Nogle timer senere blev to af dem fundet (stadig i live) af en skovhugger. Den tredje pige havde fortrudt og havde forladt bilen, men i overensstemmelse med deres "pagt" havde hun ikke afsløret over for nogen, hvad der foregik, og hvor bilen befandt sig.

Kill With Me

Din mission:

Gå til den hjemmeside, jeg giver dig linket på om lidt.

Når du har været der og har valgt, kommer du tilbage hertil. Læs ikke videre, før du har været på siden:

http://www.killwithme.com/

...

... Har du været der?

Godt, så kan du læse her.

Hvad valgte du?

Jeg var blandt de 11 %, der klikkede på nej, men jeg vil lige forsøge at gengive de tanker, jeg gjorde mig, før jeg valgte.

Det var min mand, der bad mig gå til siden.

Da den tonede frem på skærmen, klikkede jeg selvfølgelig for at komme ind. Dernæst kom advarslen op, og i nogle brøkdele af sekunder tænkte jeg: Det er en spøg.

Men så tænkte jeg: Hvad nu, hvis det IKKE er en spøg.

Der er masser af sindssyge mennesker derude ...

Hvis jeg klikker Ja, risikerer jeg et menneskeliv i værste fald. Hvis jeg klikker Nej, risikerer jeg kun, at jeg ikke ser siden, spøgen, eller hvad det nu kunne være.

Så med let gåsehud på armene klikkede jeg på Nej.

Hvad valgte du? Og hvorfor?

P.S. Ifølge min mand, er der lavet en film, der hedder Kill With Me, som netop handler om sådan en sindssyg person, der har taget gidsler og lavet en automatisering, så når folk klikker, får et gidsel en dosis gift.