Sommertid - påvirker det dig?
Europa er nu gået over til sommertid - det vil sige, at vi har stillet tiden en time frem på vores ure. Men handler det om andet end at stille uret?
Da jeg var barn, var der ikke noget, der hed sommertid i Danmark, men det var der i Italien, hvor vi hvert år tog på ferie. Jeg syntes, at det var sjovt, at klokken var en time mere dér, end den var i Danmark, og som regel, når jeg kom tilbage til Danmark igen, legede jeg, at tiden stadig var stillet en time frem. Det var dengang, hvor man havde sommerferie i en evighed, og hvor det altid var sol og dejligt vejr.
Når jeg ikke lod mig påvirke af sommertiden dengang, skyldtes det sandsynligvis, at jeg havde ferie. Jeg skulle ikke op til en bestemt tid, og jeg har garanteret sovet en time længere, end jeg ellers ville have gjort. Det vil sige, at hvis jeg normalt stod op kl. 7, så stod jeg op kl. 8 i ferien, hvilket rent faktisk stadig ville sige kl. 7, hvis jeg ikke havde stillet uret frem til sommertid.
Vi har nemlig et indbygget søvnur, der ikke lige sådan lader sig forstyrre.
I dag er jeg længe om at vænne mig til sommertiden. Jeg sover ikke over mig, for jeg har stillet vækkeuret, men jeg er trættere end sædvanligt, i hvert fald i en måneds tid, indtil mit indbyggede ur har vænnet sig til, at den politiske klokke ikke er den samme som min indbyggede klokke.
Det kan gå for mit vedkommende. Jeg kan tilpasse mig politiske beslutninger, selv om jeg ikke er enig, fordi jeg med min fornuft kan forholde mig til, at sådan er det.
Værre er det for køer og andre dyr, der ikke kan forstå, at deres malkning og sult nu skal indstille sig på en anden tidsregning.
Vinder vi så noget ved al den rejse i tiden?
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home