12. februar 2007

Gal eller genial? Der er en forbindelse

Myten om den vanvittige videnskabsmand viser sig nu at have rod i virkeligheden. Forskere har fundet en sammenhæng mellem genet for høj IQ og skizofreni.

Forskere siger, at det drejer sig om et bestemt gen, kendt under betegnelsen DARPP-32, der forbinder geni med vanvid. DARPP-32-genet gør hjernen bedre i stand til at tænke ved at forbedre behandlingen af oplysninger af den prefrontale cortex. Det er den del af hjernen, der styrer tanker og handlinger.

Desværre ser det samme gen ud til at forme og kontrollere et nervekredsløb, der er tæt forbundet med skizofreni.

Kredsløbet sammenkæder den prefrontale cortex med en anden del af hjernen, stiatum. Dette berører hjernefunktioner, der spiller en stor rolle i forbindelse med skizofreni, som fx motivation, arbejdshukommelse og visse typer af indlæring.

Opdagelsen antyder, at skizofreni er bagsiden af den medalje, som en udvikling imod højere intelligens ellers er.

Personligt er jeg uden for fare, på trods af at jeg er tidligere Mensa-medlem. Sygdommen udvikles normalt kun hos mænd i alderen 15-25 og kvinder i alderen 25-35. Så jeg vil nøjes med at stille diagnosen: Genial (moderat), skør (lettere).

Kilde: Mail on Sunday