4. december 2006

Nå dine mål med Kaizen

Hører du til de mennesker, der mangler rygrad? Som ikke kan gennemføre en slankekur eller holde et nytårsfortsæt?

"Det er bare et spørgsmål om karakterstyrke", tænker du og fordømmer dig selv for ikke at have det.

Hvis du har den overbevisning, så vil det følgende komme som en meget stor og behagelig overraskelse for dig.

Du mangler ikke rygrad. Du har bare en hyperaktiv amygdala.

Modstand mod forandring


Inden for ledelsesteori taler man om "modstand mod forandring". Personalet kan ikke lide ændringer af nogen art, heller ikke til det bedre.

Denne modstand er indbygget i mennesket, ikke kun på arbejdspladsen, men alle vegne. Området "amydala" i hjernen ser enhver forandring som en trussel. Den vil ret hurtigt få dig tilbage i den vante gænge igen med at ryge smøger, spise chokolade eller se tv i stedet for at dyrke motion.

Snyd amygdala


Dette område af hjernen, amygdala, kan snydes. Hvis den ikke er klar over, at der er ved at foregå en forandring, vil den ikke vågne af sin Holger Danske-søvn. Du kan snyde din amygdala ved at gøre forandringerne så små, at den slet ikke observerer det. Latterligt små, vil du måske mene.

En rejse på tusind mil begynder med det første skridt. Gør dette skridt så lille, at din amygdala ikke opdager, at du har bevæget dig, og du vil snart nå dine mål.